Fra vores publikum

"Korteater om syndere, svabere og søvnløshed


De kommer gravalvorlige ind på scenen i kjole og hvidt, men de begynder overraskende ikke at synge. De trækker vejret tungt og sukker i takt efter dirigentens slag. Alt bliver vendt på hovedet og alle følelser bliver berørt i stykket TRILO af Boreas Korteater.

Her bliver fremført tekster af Stine Pilgaard, som rammer hårdt ned i forholdet mellem mænd og kvinder, døden og alt det i hverdagen ind i mellem. Stærkt blended med gribende sangsoloer og korsang med en nordisk klang – tilsat basun, kohorn og ukulele. Vi er vidner til en forførelse af voksne mennesker, som formår at lege med ord, toner og krop og ser mulighederne selv i et nodestativ, som anvendes til alt andet end noder.

Det begynder med en kontrolleret, alvorstung elegance og slutter med budskabet om at smide det, der strammer og slå håret ud. Der er en rød tråd, som snører det hele sammen og strammer hos os, der så på. Tak for vækkelsen. "


Gitte Smedemark, journalist og korsanger

"Overværede Trilo Korhistorier i dag i Gedved. Det var en oplevelse som ikke kan sammenlignes med noget som helst, jeg har set før. Det var ganske enkelt en fantastisk oplevelse. Overraskende, bevægende, musikalsk og hylende morsomt. Svære korsatser og kompositioner fremført overbevisende, professionelt, udtryksfuldt og flot. Intet mindre end en skøn skøn oplevelse på en tåget november aften. Jeg er klar til et gensyn...i Odder måske."

Annette Noer Baandrup, socialrådgiver og korsanger

"Forestillingen var underholdende, vedkommende og meget rørende på én gang med høj intensitet i det fine samspil aktørerne imellem og den tekstlige, musikalske og sceniske variation. Den traditionelle koncertform har her fået et seriøst og værdigt modstykke med en ”teatralsk” korsang, som bliver udtryksfuld og levende, når sang og koreografi smelter sammen og går op i en højere enhed. Bag ”Good Company” ligger et stort og seriøst arbejde, som i den grad har givet et fantastisk resultat!"

                              Helle Høyer Vedel, korleder, Århus Pigekor

"Boreas har med deres Korteater-koncept skabt deres egen form for korkoncert, som er både poetisk og energisk, alsidig og eftertænksom. Forestillingen er levende og anderledes, og selvfølgelig supermusikalsk. Jeg anbefaler dem varmt." 

Bo Gunge, komponist og musiker

"Tak til Catarina Bosæus og Boreas Korteater for den meget fine forestilling "Songs of the cold seas". Smukke arrangementer, sanselige og poetiske fortællinger fra ishavets lange vinternat (...) En inspirerende rejse i stemninger og brudstykker fra det skønne og sære lille korteater En oplevelse, der vender tilbage og falder på plads over tid, fordi der er eftertanke og umage og megen menneskelighed i den." 

Helle Hansen, jazzkomponist og -sanger